zacharias heinesen galeri sam

Zacharias Heinesen (f. 1936 i Tórshavn, Færøerne).

Zacharias Heinesen er uddannet billedkunstner ved Det Islandske Kunstakademi v/Sigurdi Sigurdsson og Kunstakademiet i København v/Niels Lergaard.

Zacharias Heinesen er en central skikkelse i færøsk billedkunst, og som har sat sig dybe spor i den færøske kunsthistorie. Hans kompositioner med kantede fjelde og huse i klare farver har på det nærmeste dannet skole inden for færøsk kunst. Hans motivverden finder han i bygden ved havet. Husenes gavle, facader og tage indgår i et mønster af flader, som også omfatter de mange små jordlodder, der omgiver bygden. Fladekompositionen fortsætter op i fjeldenes facetterede struktur og skyformationernes figurer. Lodrette, vandrette og diagonale linjer, der viser det egentlige motivs konturer, markerer billedets kubistisk prægede rytme og bevægelse.

Zacharias Heinesen er repræsenteret på kunstmuseer samt i mange offentlige og private samlinger i en række lande.