Galleri sam torbjoern olsen 03Torbjørn Olsen (f. 1956 i Tórshavn, Færøerne). 

Torbjørn Olsen er uddannet i København på Robert Askou-Jensens tegneskole på Glyptoteket 1972-74.  

Barður Jákupsson skriver om Torbjørn Olsen i bogen "Færøernes Billedkunst" fra forlaget ATLANTIA (uddrag):

"Torbjørn Olsen (1956) fra Torshavn er den færøske maler siden Mikines, der mest har dyrket portrætmaleriet. I portrætmalerierne viser Torbjørn Olsen en evne til indlevelse og karakterisering. Som de fleste af sin generation maler Torbjørn Olsen landskaber, han dyrker især bymiljøer, de farveglade huses mylder, gavles og tagfladers skarpe mangevinklede kanter, markernes markerede flader og fjeldenes monumentale konturer indgår som grundmotiv for en række malere af denne generation. Men Torbjørn Olsen har fulgt sin egen linje inden for denne motivverden og indtager en central placering gennem sin fornemmelse for farven. I landskabsmalerier og portrætter fra 1970erne samles stærke farver i smalle pastose penselstrøg på hvid bund og markerer billedets tegning, senere har han arbejdet med farveflader på dominerende bundfarver og dyrket farvens intensitet i store former."

Derudover er Torbjørn Olsen kendt for udsmykning af en række kirker. Han har blandt andet udsmykket kirkerne i Haldórsvík, Miðvágur, Thorum, Øster Skerninge, Sunds og Snejbjerg.

Torbjørn Olsen har udstillet og er repræsenteret på kunstmuseer samt i en række private og offentlige samlinger i Norden. Torbjørn Olsen modtog Færøernes kulturpris i 2014.