SAM hus

Vi mindes Nis Schmidt

Billedkunstner, Nis Schmidt sov stille ind kort før nytår sidste år. Vi har aftalt med Nis' efterladte at give mulighed for at mindes Nis i form af en separatudstilling med en række nye malerier. Udstillingen vil åbne på Nis' fødselsdato den 13. februar klokken 16 - 18. Udstillingen kan også ses 14. og 15. februar samt den 20., 21. og 22. februar - alle dage mellem klokken 13 og 17. Udstillingen kan naturligvis også ses efter aftale.

Nis har fortalt, at da hans hustru gennem 60+ år, Inge døde i 2023, holdt han op med at male. Han kunne simpelthen ikke finde inspirationen. Han stoppede så at sige midt i et maleri. Heldigvis indfandt inspirationen sig igen - det skete en nat i det tidlige forår 2025, hvor Nis færdiggjorde det maleri, han havde forladt i 2023. Derudover malede han en helt ny serie bestående af 26 malerier - det 27. maleri blev dog ikke helt færdigt - det efterlod han ikke-færdigt på staffeliet. Vi havde aftalt med Nis, at nogle af disse malerier skulle vises på en udstilling sammen med malerier af Albert Bertelsen og Svend Aage Madsen. Dette har vi ændret så vi nu vil vise samtlige af Nis' nye malerier. Vi hentede malerierne mindre end en uge før Nis sov ind. Ved besøget gennemgik vi forløbet omkring tilblivelsen af malerierne, Nis gav værkerne titler osv. Jeg er sikker på, at Nis følger med og glæder sig til at se malerierne hængt op.
 

Fotos af de nye malerier lægges på hjemmesiden løbende - så se med på www.galleri-sam.dk
 

Alle er velkomne.